For længe, længe siden vidste folk ingenting. De vidste ikke, hvordan de skulle så planter, eller hvordan de skulle væve tøj, eller hvordan de skulle fremstille værktøj af jern. Guden Nyame oppe i himlen havde al visdom i verden. Han opbevarede den i en lerkrukke.
For lenge, lenge siden visste ikke folk noen ting. De visste ikke hvordan man dyrket jorda, de kunne ikke veve tøy eller lage redskaper av jern. Det var guden Nyame oppe i himmelen som hadde all verdens visdom. Han gjemte den i en leirkrukke.
For lenge, lenge sidan visste ikkje folk nokon ting. Dei visste ikkje korleis ein dyrka jorda, dei kunne ikkje veva tøy eller laga reiskapar av jarn. Det var guden Nyame oppe i himmelen som hadde all visdomen i verda. Han gøymde den i ei leirkrukke.
En dag besluttede Nyame, at han ville give krukken med visdom til Anansi. Hver gang Anansi kiggede ned i lerkrukken, lærte han noget nyt. Det var så spændende!
En dag bestemte Nyame seg for å gi krukka med visdom til Anansi. Hver gang Anansi så i krukka lærte han noe nytt. Det var spennende!
Ein dag bestemte Nyame seg for å gje krukka med visdom til Anansi. Kvar gong Anansi såg i krukka lærde han noko nytt. Det var spennande!
Grådige Anansi tænkte: “Jeg gemmer krukken i toppen af et højt træ. Så kan jeg beholde det hele for mig selv!” Han spandt en lang tråd, snoede den rundt om lerkrukken og bandt den om sit liv. Han begyndte at klatre op i træet. Men det var svært at klatre op i træet, når krukken slog mod hans knæ hele tiden.
Grådige Anansi tenkte: «Jeg gjemmer krukka i toppen av et høyt tre. Sånn kan jeg ha den helt for meg selv!» Han spant en lang tråd, bandt den rundt leirkrukka og knyttet den om livet. Og begynte å klatre. Men det var vanskelig å klatre i treet med krukka som slo borti knærne hans hele tiden.
Grådige Anansi tenkte: «Eg gøymer krukka i toppen av eit høgt tre. Sånn kan eg ha han heilt for meg sjølv!» Han spann ein lang tråd, batt han rundt leirkrukka og knytte han om livet. Og byrja å klatra. Men det var vanskeleg å klatra i treet med krukka som slo borti knea hans heile tida.
Hele tiden havde Anansis unge søn stået ved foden af træet og kigget på. Han sagde: “Ville det ikke være lettere at klatre, hvis du bandt krukken på ryggen i stedet?” Anansi prøvede at binde lerkrukken fyldt med visdom på ryggen, og det gik virkelig meget lettere.
Den lille sønnen til Anansi hadde stått og sett på ved foten av treet. «Hadde det ikke vært lettere å klatre med krukka på ryggen i stedet?» sa han. Anansi prøvde å binde fast leirkrukka full av visdom på ryggen. Og da ble det jo mye lettere.
Den vesle sonen til Anansi hadde stått og sett på ved foten av treet. «Hadde det ikkje vore lettare å klatra med krukka på ryggen i staden?» sa han. Anansi prøvde å binda fast leirkrukka full av visdom på ryggen. Og då vart det jo mykje lettare.
I løbet af ingen tid nåede han toppen af træet. Men så stoppede han og tænkte: “Det burde være mig, der har al visdom, og her var min søn klogere end mig!” Anansi blev så vred over dette, at han kastede lerkrukken ned fra træet.
Snart var han oppe i toppen av treet. Men så stusset han og tenkte: «Det var jo jeg som skulle ha all denne visdommen, men nå var sønnen min lurere enn meg!» Anansi ble så sint at han kastet krukka ned fra treet.
Snart var han oppe i toppen av treet. Men så stussa han og tenkte: «Det var jo eg som skulle ha all denne visdomen, men no var sonen min lurare enn meg!» Anansi vart så sinna at han kasta krukka ned frå treet.
Den blev smadret i mange stykker på jorden. Visdommen var fri, så alle kunne få del af den. Og sådan lærte folk, hvordan de skulle så, hvordan de skulle væve, hvordan de skulle fremstille værktøj af jern og alle de andre ting, folk kan finde ud af.
Den gikk i tusen knas på bakken. Da ble det fritt for alle å dele visdommen. Og slik lærte folk å dyrke jorda, veve klær og lage redskaper av jern, og alle de andre tingene folk vet hvordan de skal lage.
Ho gjekk i tusen knas på bakken. Då vart det fritt for alle å dela visdomen. Og slik lærte folk å dyrka jorda, veva klede og laga reiskapar av jarn, og alle dei andre tinga folk veit korleis dei skal laga.
